Præstens Blog

Den seneste måneds tid, hvor der ikke har været gudstjeneste i kirken, har jeg sendt søndagstanker fra præsten til menighedens medlemmer.

Her i påsken vil jeg lægge et af brevene til menigheden op, så alle har mulighed for at læse med, hvis I vil. Det er:

Skærtorsdagstanker

 

Kærlig hilsen

Rune

 

 

I søndags fejrede vi 1. søndag i advent med de ni læsninger. En stor tak til alle som var med til at skabe en højtidelig og smuk stemning.

I løbet af den næste måned vil vi både opleve en meditativ adventsstemning, at synge julen ind til brunch med klarinet, fløjte, orgel og klaver, fejre Jesu fødsel juleaftensdag, samt følge i de hellige tre kongers spor og fejre det nye års komme.

Rigtig hjertelig velkommen i kirken!!!
 
Læs her om de kommende gudstjenester:
 
2. søndag i advent
I morgen (8. december) kl. 10.30 inviteres alle til en meditativ gudstjeneste med sange fra Taizé, bøn, stilhed og søndagens læsninger fra Esajas' Bog, Jakobs bog og Lignelsen om de ti brudepiger fra Matthæusevangeliet.

3. søndag i advent
Den 15. december kl. 10.30 synger vi julen ind. Det er et særligt event med julebrunch og julesang akkompagneret af klaver, orgel, klarinet og fløjte (download folderen her).
 
Juleaften
Tirsdag d. 24. december fejrer vi juleaften i kirken kl. 15. Britta Kornholt og Rune Funch står for gudstjenesten, og vi tør godt love endnu en stemningsfuld og smuk anledning i kirken.
 
Nytårskur
22. og 29. december er der ingen gudstjenester i kirken, men Helligtrekongers søndag d. 5. januar fejrer vi det nye år med nadvergudstjeneste og Nytårskur kl. 10.30.


Første skriv fra præsten

Kære menighed og alle andre interesserede.

 

Det er blevet tid til mit første skriv her på hjemmesiden som menighedens nye præst.

Først og fremmest vil jeg gerne sige jer alle tak for den megen varme og hjertelighed, som jeg har oplevet i jeres modtagelse af mig. Det er meget rørende. Jeg vil gøre mit for at gengælde den.

 

Til menighedsmødet den 12. maj, er jeg blevet inviteret til at give en lille introduktion af mig selv. Derudover er der planlagt to aftener her indenfor den næste måneds tid, hvor jeg vil introducere mig selv lidt nærmere. Tirsdag den 28. maj vil jeg holde en koncert, hvor jeg fortæller om min historie i en vekslen mellem sange og fortællinger. Tirsdag den 11. juni vil jeg fortælle om mit virke som kinesiolog, og sætte det ind i en kristen kontekst, og beskrive hvordan det går i tråd med virket som præst. Begge aftener starter kl. 19.00, er gratis og åben for alle intereserrede. Så tag gerne venner og familie med, jeg tør godt love, at det ikke bliver kedeligt!

 

I øjeblikket går en del af tiden med planlægningen af efterårets program, og jeg glæder mig meget. Der bliver, som I vist er vant til, en stor variation i gudstjenesterne, og det er mit ønske og mål, at jeg med mit virke må være med til at bidrage særligt med opbyggende undervisning og musik i gudstjenestelivet og i den undervisning som vi også kommer til at byde på i efteråret. Undervisning til styrkelse af den enkelte såvel som styrkelse af fællesskabet. Temaet for de første undervisningsaftener bliver frihed.

Det er mit ønske, at vi må blive et fællesskab af mennesker, som tør være os selv med alt hvad vi rummer, og derved skabe et fællesskab af frie, modige, åbne, (på vej til at blive) hele mennesker, som er der for hinanden og støtter hinanden i den proces.

 

Det er mit håb, at vi i løbet af efteråret må opleve en opblussen af det indre lys i såvel menighed som i den enkelte, så julens budskab ikke blot bliver en historie vi hører endnu en gang, men må blive en inderlig oplevelse for hver enkelt af os.

 

Jeg glæder mig til fællesskabet med jer!

 

Rune

 

 

Nyheder

Info

Denne hjemmeside er ikke færdig endnu, så der kan stadig være fejl på siden, men vi arbejder på at få dem fjernet hurtigst muligt.

©2020 Lyngby Baptistkirke. Alle rettigheder forbeholdes.